En Neo-Luciferianisk Trosbekendelse
En Neo-Luciferiansk Trosbekendelse er måske i sig selv en slags paradoks i en tidsalder hvor vi stræber mod at få absolut bekræftelse - viden - istedet for tro og håb. Denne Neo-Luciferianske Trosbekendelse danner, sammen med det Neo-Luciferianske Manifest, den ydre ramme for Kirkens arbejde. Trosbekendelsen indgår som en del i den Neo-Luciferianske Dåb (I°) og skal i høj grad tolkes som en arbejdstese rettere end en dogmatisk virkelighedsopfattelse.
Trosbekendelsen
Jeg
tror på et oprindeligt mørke, fra hvilket skabelsen udsprang og som vi fejrer
ved talrige navne, én Gudinde, Livets Moder.[1]
Og
jeg tror på en stjerne blandt stjernernes hærskarer, af hvis ild vi er skabt,
og til hvilken vi kan vende tilbage, én Guddommelig Gnist, Livets Fader.[2]
Og
jeg tror på mørkets tvilling, Lucifer, lysbringeren, symbolet på livets
skabelse, lysets og mørkets forening, hvorfra vi er opstået og hvortil vi
atter skal vende tilbage.[3]
Jeg
tror på himlen og helvede som mentale tilstande, der eksisterer her og nu, og
for så vidt som vi handler, kan påvirkes på godt eller ondt.[4]
Og
jeg tror på en forsamling af Hemmelige Mestre hvis intention er, at fremme
evolutionen.[5]
Jeg
forsager tyrranners herredømme over mennesker og dyr, og jeg forsager
uvidenhedens lænker der trælbinder vort naturlige liv.[6]
Og,
ligesom mad og drikke dagligt omdannes i os til åndelig substans, tror jeg på
Messens Mirakel.[7]
Og
jeg bekender én Dåb, hvorigennem vi fuldbyrder Genfødelsen Mirakel.[8]
Og
jeg bekender mit liv som et, udeleligt og evigt som var, og er, og skal blive.[9]
Salve
– Salve – Salve[10]
[1]
De to ældste guddomsformer er
modergudinden og solen. Videnskaben hælder til teorien om, at der før
universets skabelse blot var mørke. Mørket er derved ”moder” og ophav
til alt der skabtes, og gudinden, som netop fejres gennem talrige navne og
mange forskellige karakteristika, bliver derfor det, der var skabt før
selve skabelsen.
[2]
Stjernen blandt stjernernes hærskare
er Solen, et guddomsbillede der måske er lige så gammelt som
gudindebilledet. Solens varme og lys er en af årsagerne til livets
begyndelse på jorden. Men solen er også symbolet på guddomsgnisten inden
i os selv og er derved livsenergien. At vi kan ”vende tilbage” til dette
ophav af skabelse, er allegorisk med Qabalahens og Gnosticismen tro på, at
vi kan vende tilbage til det guddommelige, som vi har fjernet os fra.
[3]
I
bogen Aradia, or the Gospel of the Witches, sættes Lucifer i søskendeforhold
til Diana, gudinden. Lyset
og lysbringeren (Lucifer) eksisterer netop i mørket, men i kombinationen
Venus/Lucifer er han både gudinden og guden i sig selv. Lucifer er derfor
et symbol på symbiosen og syntesen mellem den mørke gudinde og den lyse
gud. Et glimrende symbol på livets skabelse. Da han i denne skabelse er
selve eksistensens ”sum” og da vi, som mennesker, også er en del af
denne ”sum”, bekræfter vi, at vores livsenergi måske nok transformeres
til en anden tilstand ved døden, men ikke forsvinder. Summen af energi i
universet er konstant. Der kan derfor hverken tilføres eller fjernes energi
fra denne ”samlede sum” som vi kalder Lucifer.
[4]
Vi lever i en mental verden. Vores
handlinger sætter spor. Det giver ansvar. Himmel og Helvede er mentale
tilstande, men hvordan du handler i disse tilstande, er med til at gøre
tingene enten bedre eller dårligere.
[5]
De Øverste Ubekendte spiller en væsentlig
rolle i adskillige åndelige og okkulte systemer. Deres påståede
interaktion med mennesker påvirker evolutionen i menneskets tanke- og
handlemønster. Således opstår der med jævne mellemrum profeter på
jorden, der påstår at have haft kontakt med disse Øverste Ubekendte eller
Hemmelige Mestre, og med deres resultater og succes, sandsynliggør at de
har haft adgang til ikke-menneskelig intelligens og indsigt.
[6]
Lucifer er frihedens gud og en
naturlig fjende af dem, der trælbinder mennesker og dyr. Lucifer indeholder
et element af oprør og anarki, en slags civil ulydighed mod de påståede
autoriteter. Denne sætning er den eneste forsagelse i den Neo-Luciferianske
Kirke, for den er grundlæggende uforenelig med frihedsidealerne.
[7]
Messens Mirakel er transubstationen af
brød og vin til gudens kød og blod, der så indtages af participanten, således
han eller hun spiser guden, for selv at blive en gud. Som mad og drikke
dagligt omdannes i os ved kroppens naturlige processer og giver brændstof
til hjernen, således postulerer vi, at indtagelsen af nadveren bevirker, at
denne omdannes i os til guddommelig substans.
[8]
Dåben fuldfører genopstandelsen ind
i den Neo-Luciferianske Kirke, men mange processer indeholder en død og
genopstandelse dagligt. Døden, set som et stadie af uvidenhed og
inaktivitet, kan nogle gange give plads til livet, en tilstand af viden og
aktivitet. Det er en kontinuerlig proces for hvert trin på vejen.