Mod Dødens Land

Jeg ligger knust i det lyse sand ved bredden mod havet 

Jeg lytter intenst til den stille rislen fra livets vand 

Frisk blod er sprunget i mine øjne,
som endnu er våde fra nattens salte tåre 

Jeg tænker stadig på hende;
spekulerer på hvor hun er
hvem hun er hos og hvad hun laver,
nu i dette øjeblik hvor jeg savner hende mest 

Himlen over mig er mørk og grå,
regnen falder som piskeslag mod min spinkle hud 

Jeg forsøger at rejse mig,
men falder smertefuldt mod den kolde jord 

Blandt kragernes evindelige skrig,
hører jeg i det fjerne en smuk melodi 

Jeg genkender hendes stemme,
sådan som jeg sidst havde hørt den i går 

Hun hvisker mit navn og ler,
kalder mig til hende i det fjerne 

Jeg græder inderligt og beder for min død 

Ud af den regnvåde tåge sejler en båd mig i møde 

I den ser jeg to skikkelser, en gammel mand og min kvinde 

Hun spiller violin, så smukt og rent 

Han hilser mig ved tegnet i hans hånd; et flammende øje 

De beder mig træde ombord og sejle med dem bort mod det hinsides 

Jeg smiler ærbødigt, tager mandens hånd og ligger mig mod kvindens
nøgne bryst 

Der ligger jeg drømmende som et lille barn,
mens vi sejler ned af livets flod mod dødens land

- Mark Vlad Agape, 2007 e.v.